Tiden møder tiden

J.F. Willumsen og Jørgen Haugen Sørensen

21. juni – 30. december 2019

                                                                                                                          *****  Kristeligt Dagblad

Tiden møder tiden Jørgen Haugen Sørensen møder J.F. Willumsen på WillumsensMuseum

I udstillingen ”Tiden møder tiden. J.F. Willumsen og Jørgen Haugen Sørensen” er en af Danmarks største, nulevende billedhuggere Jørgen Haugen Sørensen (1934) inviteret til at gå i dialog med et udvalg af J.F. Willumsens værker. Haugen Sørensen har produceret nye værker til udstillingen, men også eksisterende arbejder fra de seneste 15 år bliver vist.

I udstillingen møder Willumsens monumentale og klassisk inspirerede billedhuggerarbejde ”Det Store Relief” (1893-1928) en række menneskestore og ekspressivt udformede bronzefigurer af Haugen Sørensen, der bærer titler som ”De Uskyldige Skyldige” og ”Den overflødige”. Willumsens relief, som han også benævner ”et digt om menneskelivet”, er en sammenhængende fortælling om den menneskelige eksistens skabt i en opbrudstid, hvor modernitetens fremmarch underminerer troen på de store fortællinger.

Fælles for de udstillede værker er et fokus på menneskelivet, som det leves på godt og ondt. Med Haugen Sørensens billedunivers som referenceramme stiller udstillingen skarpt på de mere alvorlige og groteske sider i Willumsens værk og kradser lidt i den farverige overflade for at fremhæve de eksistentielle dybder, der også manifesterer sig i hans kunst.

Se ind i “Tiden møder tiden. J.F. Willumsen og Jørgen Haugen Sørensen”

Foto: David Stjernholm

Tiden møder tiden Jørgen Haugen Sørensen Ulykkelig hund

Gale hunde

… Vi er måske nok den klogeste art i klodens historie, men vi er så sandelig også den dummeste, skal man tro Haugen Sørensen og hans hunde. Billedhuggeren sætter uden videre – og med brutalt raffinement – lighedstegn mellem gale hunde og hensynsløse mennesker, og han kunne sagtens være endt i karikaturen, hvis ikke nerven i modelleringen havde været så vital.

Værket ligner ikke noget andet – og da slet ikke noget fra samtiden. Det er heller ikke Haugen Sørensens hensigt – han er jo et vidne, og hans værker bliver derfor til i en slags ideel opposition, ikke kun til de politiske magtspil, men også til den tidsånd, der råder indenfor de skønne kunster. Han er på den måde et barn af en svunden epoke, hvor kunstnerne brugte både deres hænder og deres intellekt til at skabe genkendelige billeder, der kunne oplyse andre og få dem til at se på verden med nye øjne.

Uddrag fra Mikael Wivels artikel “Flokken – og den enkelte” der kan læses i sin helhed i kataloget til “Tiden møder tiden”

En sæk med et hul i

… Et andet billede, som jeg har haft på mit liv, er en sæk med hul i. Selvom man stikker sin hånd ned i sækken, er der ingen bund i den. Man roder og roder rundt i sækken, og pludselig så kommer man ned til bunden, og så er der et hul. Og det var det. Det var dit liv. For mig er det også et sjovt billede, for det er sådan, livet er for mig.

(…) Vi er også lidt naive. Vi ved godt, at der ikke er en mening med livet, alligevel er vi nødt til at konstruere en mening. Når jeg laver en skulptur, jeg synes er lykkedes, så har jeg konstrueret en mening. Problemet er bare, at den mening kan man ikke bruge til meget.

Vi er nogle mærkelige skiderikker. Jeg tror, det er vigtigt, at man har hang til humor. Fordi uanset, hvad vi ser af grene og gribbe og huller i sække, så morer det mig at leve. Hele absurditeten, hele situation vi er sat i, er interessant. Jeg er ikke en deprimeret mand, fordi jeg laver noget, som nogle synes er råt, men det er måske omvendt også mere realistisk. Man kan godt have det skægt, selvom det, du rører ved, går hen og bliver ret uhyggeligt.

Uddrag fra “Jørgen Haugen Sørensen. En forestilling – fortalt til Morten Søndergaard.” Artiklen kan læses i sin helhed i kataloget til “Tiden møder tiden”

Tiden møder tiden Jørgen Haugen Sørensen møder J.F. Willumsen på WillumsensMuseum