Om J.F. Willumsen

Første gang Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) for alvor satte sindene i kog hos sine landsmænd var i 1891. Fra Paris sendte han raderingen Frugtbarhed hjem til udstilling på Den Frie i København. Willumsens forenklede, symbolistiske portrættering af sin gravide hustru, og en programmatisk erklæring om den ”nye kunst”, forargede det danske kunstpublikum, som alligevel stod i kø for at se det skandaløse værk. Siden da har Willumsen skilt vandene med sin pågående, ofte storladne og til tider ekstreme, figurative kunst.

Willumsen fornyede maleriet med billeder, der var båret af en helt igennem personlig stil. Han trak på en tradition og var samtidig i dialog med datidens populærkultur. Hastig bevægelse, karikatur og hidsige farver indgår således som elementer i mange af hans malerier. Som billedhugger udførte han monumentale værker. Mest kendt er nok Det Store Relief, der i dag vises i museets største sal, men som oprindeligt var tiltænkt en bar i Chicago. Willumsen tegnede flere bygninger, heriblandt sit eget hus i Hellerup. I 1930’erne konceptualiserede han desuden et Willumsens Museum for sin egen kunst og den samling af ældre kunst, han havde opbygget. Museet åbnede dog først i Frederikssund, hans farfars fødeby, i 1957.

Omfattende kunstsamling

Willumsen levede med bevidstheden om, at der var en kontinuerlig forskydning i forståelsen af hans værker – således afventede han på sin vis roligt, at eftertiden ville forstå, hvor stor en kunstner han var. Han samlede på maleri, som han tilskrev Raphael, Titian, Rembrandt og Cézanne, og så uden tvivl sig selv som sidste led i en række af store kunstnere, som sprængte rammerne for det mulige i deres samtid. Museet huser Willumsens store samling – ”Gamle Samling” – af både ægte og uægte værker, som udgør en nøgle til at forstå hans kunstneriske vision.

Forud for sin tid

I over 70 år var Willumsen aktiv som kunstner og oplevede to verdenskrige, en bragende teknologisk udvikling, avantgardekunstens brud med det genkendelige motiv og det moderne, abstrakte maleris fødsel. Han besøgte USA, Nordafrika og mange lande i Europa. Fra 1916 og frem til sin død var han bosat i Sydfrankrig. Gennem årene levede Willumsen sammen med tre forskellige kvinder, alle kunstnerisk orienterede. I hans liv og kunst fyldte især billedhuggeren Edith Wessel, som Willumsen giftede sig med i 1903 og aldrig formelt blev skilt fra, og samleversken i de sene år, den franske danserinde Michelle Bourret.

Mange af Willumsens hovedværker står i dag som væsentlige bidrag til nordisk modernisme, men en del arbejder blev også afvist og genopdages først i disse år. Trodsigt vedblev Willumsen at forny sig og gå egne veje, men i de sene år trak han sig mere og mere tilbage, mens anmeldere og fagfolk fandt på flere hidsige adjektiver til at beskrive hans kunst: ”Demonstrativt voldsomme, ætsende i farven og på enhver måde ekstreme æder oldingens billeder sig fast i vores øjne” skrev en anmelder således i 1947, ti år før hans museum åbnede i Frederikssund under ophedet debat.

Nogle af de mest radikale og farveeksplosive værker stammer fra Willumsen høje alderdom. Denne sene periode har indtil for nylig været miskendt, men genopdages i disse år og sættes i forbindelse med andre eksperimenterende figurative kunstneriske udtryk fra perioden såvel som fra nutiden.

J.F. Willumsen døde i 1958 i Cannes. Han ligger begravet i museets park sammen med sin anden hustru, Edith.

Søg i museets samlinger: www.kid.dk

Filmen er produceret af Statens Museum for Kunst i samarbejde med J.F. Willumsens Museum. Læs mere om J.F. Willumsen på Kunsthistorier – online, Statens Museum for Kunsts online univers af historier om kunst