Børn og børnefamilier på Willumsens Museum

Tag hele familien med på Willumsens Museum og lad fantasien og kreativiteten få frit spil. Vi har oplevelser og udfordringer til store og små, guidet eller på egen hånd. Mulighederne er mange, og I bestemmer selv, hvordan jeres program skal se ud. Gå for eksempel på opdagelse i udstillingerne med kunstkufferten i hånden eller snup en blyant og tegn din egen version af Reliefsalens skulpturer. I caféen kan I hygge jer med en kop varm kakao og et spil billedlotteri og i den store museumshave kan I gå en tur og få luftet sanserne. Den anden søndag i hver måned er der Familiesøndag med dygtige undervisere til stede i vores kreative værksted.

Børn på billedskole på Willumsens Museum

Billedskole

Har dit barn lyst til at tegne, male, bygge skulpturer og tage fotografier? Er svaret JA – så er billedskole på Willumsens Museum sagen. Billedskolen er åben for alle der har lyst til at lege med mange forskellige materialer – og blive dygtigere til at udtrykke sig kreativt. Det er ikke vigtigt, at dit barn i forvejen er en ørn til at tegne og male. Vi undersøger kunstværker og materialer sammen, og øver os undervejs.

Vi starter nye hold for 0. – 3. klasse og 4. – 6. klasse to gange om året : i september og i januar. Læs mere og tilmeld dit barn her >>

Fra 5+ år

Familiesøndag

Den anden søndag i hver måned fra klokken 10.30 – 14.30 inviterer Willumsens Museum til familiesøndag med forskellige kreative aktiviteter for både store og små. Kom og vær med, når vores dygtige undervisere sætter gang i det kreative værksted med forskellige aktiviteter for børn og deres voksne.

Materialer og temaer på de forskellige datoer vil relatere sig til museets aktuelle udstillinger, og bliver formidlet i øjenhøjde. Det er gratis at deltage i det kreative værksted, når entreen til museet er betalt, og det er gratis for børn under 18 år.

Se temaer og datoer under Det sker>>

Fra 3+ år

modellering krea i caféen på Willumsens Museum

Modellering i caféen

Det er muligt at skabe sin egen voksfigur i forbindelse med jeres besøg på Willumsens Museum. Vi har stillet materialerne frem i caféen, så det er bare at gå i gang. Det er gratis at arbejde med voksfigurerne, og I er velkomne til at tage jeres mesterværker med hjem.

Fra 3+ år

Familieomvisninger

Book en omvisning med en af vores dygtige kunstformidlere, og tag din familie med på en anderledes museumsoplevelse. En omvisning koster 700 kroner eksklusiv entré for en times tur rundt i udstillingerne. Fokus vil være for de mindste, men der er noget at komme efter for hele familien, så tag bare bedstefar, moster, fætre og kusiner med. Der er plads til 25 personer på en omvisning. Husk, at der er gratis entré for børn og unge op til 18 år, og at I får grupperabat, hvis I køber entre til flere end 10 voksne på en gang.

For mere information og booking af familieomvisning:
Mail: jfw@frederikssund.dk
Tlf: 47 31 07 73

Fra 5+ år

Kunstkuffert til børnefamilier og børn på Willumsens Museum

Kunstkuffert

Det er altid muligt at låne en kunstkuffert i receptionen. Kufferterne indeholder materiale og opgaver til et par gode timer på Willumsens Museum. Med kufferten i hånden kan I sammen gå på opdagelse i udstillingerne, dykke ned i enkeltværker og skabe jeres egne farverige kunstværker. Det er gratis at låne en kunstkuffert.

Fra 2+ år.

Familiesøndag på Willumsens Museum

Museumshaven

Få luft til sanserne med en rolig – eller vild – tur i Willumsens Museums have. Her er både plads til fordybelse og fangeleg. Måske finder I noget, der inspirerer jer, og som I kan bruge i det kreative værksted. I kan altid komme tilbage på museet efter en gåtur.

For alle.

Familiesøndag på Willumsens Museum

Spillecafé

Trænger I til en lille pause? Spørg efter et spil eller en bog i receptionen. Vi har vendespil, billedlotteri og forskellige kortspil der henvender sig til børn og voksne i alle aldre, og det er gratis at låne et spil med i caféen. Der er mulighed for at købe saft, vand og varme drikke i selvbetjeningscaféen.

For alle.

Tegnekit til børnefamilier på Willumsens Museum

Tegnekit

Spørg efter et tegnekit i receptionen, og snup papir og blyant med ud i udstillingern. Her kan du i ro og mag give dig i kast med din egen version af skulpturerne i reliefsalen, eller en af Willumsens mange dansende kvinder. I kan også tegne hinanden, eller noget I finder på fra den fri fantasi. Det er helt op til jer!

Fra 3+ år.

Børnefødselsdag på Willumsens Museum

Børnefødselsdag på Willumsens Museum

Hold en anderledes børnefødselsdag i de fine omgivelser på Willumsens Museum. Kom med vores søde og inspirerende børneguide på tur i Willumsens Verden for at samle inspiration til at tage med i det kreative værksted. Vi sørger for lidt at drikke til arbejdet. Turen på museet og i det kreative værksted tager cirka to timer, og bagefter er I velkomne til at spise jeres medbragte mad – vi sørger for at dække op.

Når fødselsdagsfejringen er slut, kan I gå en tur i parken eller rundt i udstillingerne – blot I går som en gruppe, børn og voksne samlet.

Pris for ovenstående samt en overraskelse til fødselsdagsbarnet er 1.300 kroner. Prisen gælder for op til 15 børn og to medfølgende voksne. Ønsker I at tage flere voksne med, er I velkomne mod almindelig entré.

For mere information og booking af børnefødselsdag.
Mail: jfw@frederikssund.dk
Tlf: 47 31 07 73

Fra 5+ år