I vinterferien 2010 blev Café Ferdinand på J.F. Willumsens Museum omdannet til et arbejdende ler- og portrætværksted, hvor børn og voksne dels kunne følge billedhuggeren Steffen Harders arbejdsproces med at modellere portrætter i ler, dels selv kunne prøve kræfter med leret som kunstnerisk udtryksform.
Steffen Harder flyttede bogstavelig talt sit atelier ind i museets café, hvor han gennem ugen arbejde med forskellige portrætter i ler. Bl.a. et portræt af en ung Willumsen, der i løbet af ugen blev transformeret til Willumsens kone Edith Willumsen for til sidst at ende som et portræt af maleren Dennis Møgelgaard. Hele processen med de 3 portrætter i samme klump ler er klippet sammen til en youtube-film på 5 minutter, der kan ses her:
I løbet af ugen kunne museets gæster således følge den skabende proces på helt tæt hold og få indsigt i forskellige modelleringsteknikker og kunstneriske overvejelser. Vejledt af både billedhuggeren og en af museets formidlere kunne børn og voksne i et afslappet miljø selv arbejde med lerportrætter og efterfølgende få deres værker udstillet i caféatelieret.
Lerværkstedet var en kæmpe succes.
Læs en omtale af projektet på Frederiksborg Amts Avis hjemmeside. Læs mere >>
Læs mere om billedhuggeren Steffen Harder. Læs mere >>